Om vores gruppeforløb

Til dig, der føler dig ensom

Oplever du også...

— At der kan gå lang tid, mellem du rigtig taler med nogen?

— At føle dig alene, selvom du står i et rum fuld af mennesker?

— At dine nære relationer er forsvundet eller måske aldrig rigtig har været der?

— At have svært ved at stole på, at nye bekendtskaber ikke forsvinder?

Du står ikke alene med din ensomhed

1 ud af 10 danskere oplever ensomhed. 

Der kan være mange grunde til ensomheden, og man kan sagtens føle sig ensom, selvom man egentlig ikke er alene. Det er helt almindeligt at føle sig ensom, selvom man både har familie og venner i sin omgangskreds.

Har du brug for at tale om dine tanker og oplevelser med at føle dig ensom, så er en samtalegruppe din mulighed for at møde andre mennesker, der har det ligesom dig.

Om gruppen

Hvad er en samtalegruppe for folk, der oplever ensomhed?

I en samtalegruppe bliver du en del af et fællesskab af mennesker, der har det ligesom dig.

Gruppen mødes for at dele erfaringer, støtte og inspirere hinanden gennem samtaler med hinanden.

Som deltager i gruppeforløbet, får du et sted, hvor du trygt kan dele dine tanker og oplevelser med ensomhed.

Du hører også de andre deltagendes oplevelser. Mange tidligere deltagere fortæller, at det er med til at lette noget indeni – at høre, at der er andre, der har det ligesom dig. 

Hvordan foregår det helt konkret?

Helt praktisk varer et typisk gruppeforløb 8-12 gange hen over 3-6 mdr. 

Der er 5-8 faste deltagere i en gruppe, og det er både gratis og frivilligt at deltage. 

Du skal ikke henvises af andre, fx egen læge eller kommunen, men kan frit og uforpligtende henvende dig med henblik på at høre mere og få en afklaring af om det er det rette tilbud for dig.

Møderne bliver faciliteret af 1-2 frivillige, som sørger for, at der skabes tryghed, tillid og ligeværdig samtale i gruppen. 

Du vil opleve at blive støttet, værdsat og lyttet til – og du vil lære nyt gennem det, de andre fortæller.

Er der nogen, der styrer gruppen?

I grupperne er der altid 1-2 frivillige gruppefacilitatorer. De skal ikke styre gruppen, men de har en vigtig rolle.

De sikrer nemlig, at alle bliver hørt og føler sig godt til rette i gruppen. De sørger f.eks. også for, at I kommer ind på nogle relevante samtaleemner gennem forløbet.

De frivillige er kompetente og har været gennem en målrettet kursusuddannelse for at kunne facilitere samtalegruppen.

Det får du ud af at deltage

Et sted at spejle dig

Gruppen består af andre mennesker, der også kæmper med følelsen af ensomhed. Du får mulighed for at fortælle om dine egne tanker, men også at høre de andres og spejle dig i dem. 

Hjælp og støtte

Gruppen faciliteres af 1-2 frivillige, der har gennemgået et kursus, sådan at de bedst muligt kan tage hånd om de deltagende i gruppen og guide samtalerne på rette spor. De sikrer også, at du bliver hørt hver gang.

Ny energi

Efter forløbet melder de tidligere deltagende om, at de oplever ny energi på flere måder: f.eks. ved en forstærket tro på dem selv eller en tryghed i at vide, at der er andre, der har det ligesom dem selv. 

Grupper for folk, der oplever ensomhed

   

Vent venligst, henter kortet...

Matcher denne slags gruppe ikke dit behov?